Din indkøbskurv er tom.

Vask af ubehandlet uld

Ubehandlet uld bør vaskes så sjældent som muligt, for at bevare uldens naturlige indhold af lanolin, og dermed bevare uldens gode egenskaber. Lanolin er et naturligt fedtstof i uld, som i kontakt med kroppen fjerner bakterier og lugt. Det er derfor ikke nødvendigt, at vaske uld så ofte som andre materialer. Efter brug anbefales det at hænge uldtøjet til luftning, gerne i frostvejr eller på et tildampet badeværelse, da det frisker ulden op. Ulden kan også ligges i fryseren 1-2 døgn, da det slår bakterier ihjel og fjerner lugt.

Når ulden virker beskidt eller begynder at lugte, kan det forsigtigt vaskes i hånden. Der kan gå uger og måneder imellem, at vask er nødvendigt, alt efter hvordan tøjet bliver brugt. Vi anbefaler at man fylder en balje el. lign med lunkent vand, tilsætter et uldvaskemiddel og forsigtigt "rører" ulden rundt i vandet. Det er vigtigt at ulden ikke "krammes" eller "masseres", da det kan få ulden til at filte. Lad herefter tøjet ligge i blød i 10-15 min., hvorefter det skylles i lunkent vand, indtil vandet er klart. Det er vigtigt at tøjet vaskes og skylles ved samme vandtemperatur.

Overskydende vand trykkes forsigtigt ud af tøjet ved at rulle tøjet ind i et håndklæde eller et viskestykke. Herefter er det en god ide, at give tøjet et enkelt, hurtigt "ryst", så det kan genvinde sin form. Uldtøjet skal helst liggetørre, for at sikre at tyngden fra vandet ikke trækker ulden ud af form. Det kan med fordel ligge i nærheden af en varmekilde, dog ikke i direkte sollys.

De fleste moderne vaskemaskiner har et velfungerende uldprogram, som kan bruges i stedet for håndvask. Det er vigtigt at det er et decideret uldprogram og ikke blot et koldt program. Uldprogrammet sørger for, at vandtemperaturen ikke skifter undervejs og at skyllevandet har samme temperatur som vaskevandet. Alle maskiner er forskellige, og det er derfor ikke gyldig reklamationsgrund, hvis en vaskemaskine har vasket ulden forkert. De fleste ubehandlede uldprodukter er derfor mærket med "håndvask".

Med tiden vil lanolinindholdet i ulden langsomt vaskes ud. Ulden vi føles mindre blød og mindre elastisk. Man kan på dette tidspunkt med fordel give sit uldtøj en lanolinkur (uldkur).